Koncenton køber nyt seniorboligprojekt ved Roskilde Fjord
Koncenton har investeret i nyt bofællesskab med 51 seniorboliger og fælleshus i Frederiksværk. Projektet, der er udviklet af UTF Group med kapitalforvalteren Nectar som medejer, er aktuelt under opførsel og ventes overtaget i andet halvår 2023.
Det nye ejendomsprojekt bliver opført i naturskønne omgivelser på Hanehovedvej kun få hundrede meter fra Roskilde Fjord. Det gør det særdeles attraktivt for den voksende gruppe af seniorer, der drømmer om at flytte ind i et af landets seniorbofællesskaber.
”Vi har i de seneste år oplevet en enorm efterspørgsel efter seniorbofællesskaber, og der er ingen tvivl om, at det nye projekt i Frederiksværk vil blive mødt af stor interesse fra lejerne. Derfor er det også et spændende projekt for vores investorer, fordi interessen vil bidrage til solide budgetter,” siger ejendomsdirektør i Koncenton Anders Bangsgaard.
> Læs også: Rekordmange danskere efterspørger bofælleskaber
Seniorbofællesskabet består foruden de 51 etplansboliger i størrelsen 65-95 kvm. af et stort fælleshus, hvor seniorerne kan samles til eksempelvis fællesspisning, aktiviteter og festlige sammenkomster.
Seniorbofællesskaberne er netop populære, fordi de er bygget til et socialt liv, som medvirker til at bekæmpe ensomhed. Det er ligeledes planen, at der bliver etableret et orangeri og udenomsarealer, der gør det muligt for seniorerne at komme helt tæt på områdets skønne natur.
”Vi synes, at det er et ideelt seniorbofællesskab, fordi det imødekommer de krav, som seniorerne stiller i dag. De er i højere grad end tidligere aktive og søger samvær med andre seniorer, og det afspejles fint i det projekt, som UTF Group udvikler,” siger Anders Bangsgaard.
Ejendomsprojektet i Frederiksværk bliver en del af Koncentons voksende portefølje af seniorbofællesskaber. Allerede i dag er der fuldtegnet seniorboliginvesteringer i Danmark for ca. 3 mia. kr., og aktuelt udbyder ejendomsinvestoren sin sjette investeringsfond, hvor interesserede investorer kan få solide afkast og løbende udbytter.
> Koncenton Seniorboliger VI A/S er åben for tegning. Læs mere om projektet her
Interesse er der allerede nu på lejersiden. Da udlejningen blev åbnet i midten af marts, var en lang kø af potentielle lejere mødt op foran udlejningskonsulenten for at sikre sig en drømmebolig.
”Vi oplevede allerede før byggestart en massiv interesse fra potentielle lejere på vores projekt i Frederiksværk, som understreger behovet for seniorvenlige og kompakte etplans rækkehuse. Vi har haft en god proces med Koncenton og glæder os til at aflevere nøglerne til et flot projekt,” siger Ulrik Thalbitzer-Foldskov på vegne af sælgergruppen.
> Interesseret i vores seniorboligkoncept 'Almanak'? Så kan du læse mere hos Go'Bolig