Lejere er ved at tømme hylderne med ledige boliger
For niende måned i træk faldt antallet af ledige lejemål i Koncentons udlejningsafdeling Go’Bolig.
Der bliver fortsat længere og længere mellem de tomme lejemål i Koncentons ejendomsportefølje. I april faldt tomgangen, der er et udtryk for summen af ledige lejemål, for niende måned i træk.
I april lød tomgangen på tværs af Koncentons godt 5.500 lejemål på blot 1,06 pct., hvilket er et fald fra 1,17 pct. måneden forinden.
For ca. 75 pct. af lejemålene er der meldt fuldt udlejet, mens de ledige lejemål er fordelt på godt 20 ejendomme.
Udviklingen står i kontrast til perioden forinden, da tomgangen – særligt i Aarhus – steg.
”Vi oplever generelt rigtig god efterspørgsel efter vores lejemål. Det gælder særligt i København, men også Aarhus og resten af Jylland er kommet godt med,” siger direktør i Go’Bolig Christina Ruus Frost.
Byggeriet er bremset op
Mens tomgangen i København er meget tæt på 0 pct., så er den i Jylland nede på 1,90 pct. på tværs af alle Koncentons ejendomme. Det er under de 2 pct., der budgetteres med i investeringsprojekterne.
En del af udviklingen kan formentlig forklares med, at byggeriet af nye ejendomme er bremset betydeligt op i 2023 og 2024 som en konsekvens af den høje inflation og de høje renter. Det gælder særligt lejligheder. For blot få år siden blev der påbegyndt 4.000-6.000 etageboliger hvert kvartal, men det tal blev i 2023 reduceret til mellem 500-1.500 pr. kvartal.
Tilstrømningen til storbyerne er dog fortsat. De senere år er befolkningstallet i København vokset med mellem 5.000-10.000 nye borgere hvert år, mens Aarhus de seneste seks år er vokset med mellem 3.000-7.000 borgere.
”Vi har arbejdet hårdt og målrettet på at finde lejere til vores ledige boliger, og det er glædeligt at se, at det arbejde bærer frugt. Samtidig er vi hjulpet af demografien. Befolkningen søger mod storbyerne, og da byggeriet har sat tempoet ned, så ser vi nu, at efterspørgslen overhaler udbuddet,” siger Christina Ruus Frost.
I investeringsmæssig øjemed er udviklingen naturligvis interessant, fordi en lav tomgang bidrager positivt til investeringscasen.
Er du interesseret i at investere i ejendomme, kan du se Koncentons aktuelle projekter her.