Sådan fungerer konceptet

Vælger du os som din investeringspartner, bliver du ejendomsinvestor uden selv at skulle stå med arbejdet i forhold til indkøb af ejendom, administration og udlejning af boligerne.


Indkøb

Finansiering af investeringsprojekterne er sammensat af investorernes indskud og banklån. Typisk vil investorernes egenkapitalindskud udgøre 35-40 pct. af den samlede projektsum, resten udgøres af realkreditlån.

Når projektsummen er rejst, investeres der i en eller flere boligudlejningsejendomme. Der er som regel tale om nyopførte ejendomme, der er placeret i danske vækstbyer. Nogle gange indkøber vi også ejendomme, som allerede er i drift, hvis vi vurderer, at casen er attraktiv.

Drift

Koncenton står for administrationen af det aktieselskab, som  kontrollerer ejendommene, og indkalder til årlige generalforsamlinger.

Investorerne kan følge deres investering via Koncentons online investorportal. Her kan man se byggestatus, afkast, tomgangstal, planlagte og realiserede udbyttebetalinger, stamdata og meget andet.


Exit

Efter 10 års ejerskab af en ejendom er der indtænkt et struktureret exit, hvor ejendommen sælges, og investeringen realiseres. 

Ejendommen kan også sælges tidligere eller senere, alt efter investorernes ønsker og markedets muligheder.

Man kan som investor også sælge sine kapitalandele inden det strukturerede exit.

Sådan sælger du dine aktier

Som investor har du flere muligheder for at sælge dine aktier.

FAQ
Hvilke midler kan jeg investere med?

Som semiprofessionel- og professionel investor kan du investere med følgende midler: 

1. Selskabsmidler (aktie- eller anpartsselskab), hvor gevinsten ved salg af aktier er skattefri, så længe pengene forbliver i dit selskab.

2. Private frie midler, hvor gevinsten beskattes efter almindelige aktieavanceregler.

3. Pensionsmidler, som står i en ordning i et pengeinstitut. Investeringen må udgøre en vis procentdel af dine pensionsmidler alt efter størrelsen på investeringsbeløbet. 

4. En kombination af frie midler og pensionsmidler i et pengeinstitut.

Minimumsinvesteringen i vores projekter er 750.000 kr.

Hvornår og hvordan kan jeg sælge mine aktier?

Hvis du ønsker at sælge dine aktier i et projekt, har du flere muligheder:

  • Struktureret exit:

Uanset hvilket projekt du er investor i, tilbydes du strukturerede exit-muligheder. Det gør du efter hhv. fem og 10 år. Som hovedregel er det hensigten, at et givent projekt sælges i år 10, og at man dér laver et samlet exit. Dette afhænger dog i sidste ende af, om prisen ved salg er attraktiv. Strategien omkring et endeligt salg i år 10 tages op i selskabet i forbindelse med selskabets generalforsamling i år 8. 

Allerede efter år fem skal Koncenton dog fremlægge for generalforsamlingen, hvad prisen - baseret på mæglervurderinger - vil være for et eventuelt salg af ejendommen(e). Generalforsamlingen vurderer herefter, om det er en strategi, man ønsker at forfølge. En beslutning om frasalg skal vedtages med 2/3 flertal på generalforsamlingen. 

  • Individuelt exit:

1: Dine aktier er omsætningspapirer og noteret i værdipapircentralen. Det står dig derfor frit for selv at finde en køber.

2: Du kan sætte dine aktier til salg til en kurs, du selv bestemmer, via Koncentons investorportal. Du står selv for kontakten med køber og den efterfølgende overførsel af aktierne i samarbejde med din egen bank og købers bank.

3: Du kan vælge en løsning, hvor dine aktier sælges ved en formidlingsaftale. Aftalen, som indgås med Koncenton A/S, gælder kun for salg af aktier fra en nominel værdi af DKK 750.000, og den løber over seks måneder, hvor du fastlægger en kurs, som de må sælge dine aktier til. 

Lykkes det os at sælge aktierne til en tredje part, modtager vi et honorar af salgssummen. Lykkes det ikke at sælge aktierne, betaler du ikke for servicen.

FAIF-tilladelse – hvad betyder det?

Som udbyder af investeringsprojekter har Koncenton A/S tilladelse som Forvalter af Alternative Investeringsfonde (FAIF).

FAIF-loven stiller blandt andet krav til Koncenton A/S’ kapital, intern organisering samt krav til medlemmer af bestyrelse og direktion i Koncenton A/S.

FAIF-tilladelsen betyder også, at du som investor er langt stærkere stillet, fordi der medfølger kontroller, der skal sikre:

  • At der ikke påtages større risici end de, som den alternative investeringsfond har fastlagt
  • At der i de enkelte projekter er likviditet til løbende afdrag af forpligtelser (gældsafvikling, løn, depositar m.fl.)
  • At opstillede processer og procedurer overholder gældende lovkrav
  • At der er opstillet interne kontroller for at sikre overholdelse af gældende lovkrav

Koncenton A/S er også forpligtet til at sikre, at der er indgået aftale med en godkendt depositar. Depositarens opgave er blandt andet at kontrollere pengestrømmene i de alternative investeringsfonde, samt sikre at salg og indløsning sker efter lovens regler og selskabets vedtægter. 

Depositarens opgave er defineret i loven om forvaltere af alternative investeringsfonde og omfatter følgende:

  • Kontrol af pengestrømme
  • Opbevaring af fondens aktiver
  • Sikring af salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og annullering af andele følger gældende lov og vedtægter